Foto: Bo Svane
JAZZMUSIKEREN af Per Calum
| " I stedet for, så spiller de jo for
jazzpolitiet, de vil have anerkendelse i jazzmiljøet, fra kolleger og
anmeldere, men de glemmer at spille for folket"
Foto: Bo Svane |
|
Kender De det med at blive sendt i byen med en ordentlig dosmerseddel? man ved ikke rigtigt, hvor man skal begynde eller ende.
Sådan omtrent er det at læse Hanne Rømers levnedsbeskrivelse umiddelbart, før man skal interviewe hende. Hun har præsteret frygtindgydende meget. Og så er der endda kun tale om den korte version af hendes curriculum vitae!
I betragtning af, at damen endnu ikke har rundet de 50 år - men hun er tæt på, det sker den 29. juli i år - er oversigten over Hanne Rømers virke forbløffende stor, meget alsidig og hele tiden forbundet med det kreative.
Så vi blev enige om at begynde med at registrere nogle af de højdepunkter, der uundgåeligt må være - for selv i en karriere med mange højdepunkter vil der altid være nogle højdepunkter, der er højere end andre.
Men først en ultrakort præsentation: Hanne Rømer er født 29. juli 1949 i Hvidovre. Hun er student fra Sct. Annæ Gymnasium i 1968, studerede derefter musik på Københavns universitet (teori) og på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (klassisk guitar). Fra 1975 aktiv på den rytmiske scene som medlem af de første danske kvindeorkestre, både som komponist, sanger, saxofonist og guitarist.
Siden er virket blevet udvidet med dirigentrollen, og efterfølgende har hun lavet sit eget pladeselskab kaldt Amanda Music. Hun har spillet med i orkestre som Hexehyl Bigband, indspillet plader med mads Granum og med Marietta Wandall, og hun har skrevet musik til Danmarks Radios Underholdningsorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, Tivoli Symfoniorkester, Randers Byorkester, Athletas Ensemblet, New Music Orchestra og ...
Højdepunkter
Men nok om det. Her springer vi ind i historien om nogle højdepunkter fra Hanne Rømers første halve århundrede.
"Det første højdepunkt var min turné med April Light orkestret. Det var et nordisk kvinde-bigband, og vi spillede første gang i Musikhuset i Århus i 1994. Derefter er det blevet til ca. 30 jobs - inklusive spændende turneer til Baltikum og Kina. Og i marts i år var vi i Stockholm, det besøg regner vi med at udsende en live-optagelse fra, for dels er reportoiret helt anderledes end tidligere, dels er der kommet mange nye musikere til. Vi har nemlig et netværk på flere end 50 kvindelige musikere fra hele Norden at trække på, og det er brandhamrende dygtige musikere."
Næste højdepunkt:
"Tja, tingene bliver jo bedre og bedre, så min seneste CD, "Early Spring" er noget af det bedste og sjoveste, jeg har lavet," siger Hanne Rømer.
CD'en, der blev anmeldt i Jyllands-Posten for tre uger siden, er en dejlig kvartetplade, hvor Hanne Rømer synger og spiller en række klassiske sange fra den amerikanske guldgrube af populære sange.
"Et tredje Højdepunkt," siger Hanne Rømer, "er at jeg lige netop har afleveret ialt 55 minutters musik, som jeg har skrevet for et stort børnekor plus solister og bigband. Der er tale om ni sange, som børn skal synge, når det nye år skal synges ind. Indstuderingen begynder i efteråret, idet jeg i august laver fire kurser for flere end 90 korledere fra Sønderjylland. De skal selv lære sangene, så de kan lære dem videre til ungerne."
New York og Aabenraa
Hanne Rømer boede indtil for en halv snes år siden i København, hvorefter hun flyttede til Sønderjylland for at blive lærer på Den Sønderjyske Højskole for Musik og Teater. Siden 1990 har hun været bosat i Aabenraa. Hun føler sig godt hjemme i det jyske, og modsat de fleste københavnere, der føler, at man kun kan skabe sig en karriere, hvis man har sit udgangspunkt i København, så mener Hanne Rømer, at er man international i sin indstilling, så er det lige meget, hvor man bor.
"De sidste fire-fem år af min københavnertid var jeg alligevel altid ude at rejse," forklarer hun. "Så var jeg i New York, så var jeg i Los Angeles, og så var jeg i Caribien. Og så kan det jo være lige meget om man bor i København eller i Sønderjylland. Og så havde jeg i øvrigt dannet mig en forestilling om, at i stedet for at jeg hele tiden skulle rundt til folk, så kunne de jo lige så godt komme til mig, og det der med faste job, det passede slet ikke ind i min kalender."
Hanne Rømer har f.eks. fået mange kontakter til det nordtyske jazzmiljø. Hun underviser på flere stævner, som hun tidligere også har gjort det på danske musikstævner, og hun er med i en tysk sekstet, "hvor vi spiller lækker mainstreamjazz," fortæller hun. "Vi kan lide den samme slags musik, der er en god stemning i gruppen, og nu er der en CD på vej."
Det sjove
At det overhovedet blev jazz og ikke den klassiske musik, som der ellers var lagt op til, forklarer Hanne Rømer bl.a med, at hun har en lillebror (Ole Rømer, mangeårig trommeslager i Jan Kaspersens forskellige grupper), der "utvivlsomt har haft en inspirerende virkning, for han lavede jo alt det sjove."
En anden årsag er, at hun og hendes kammerater på universitetet i 1972-73 modtog en advarsel fra en gruppe gymnasielærere.
"Det var en advarsel stilet til alle, der læste til cand.mag, og i den stod der, at vi ikke måtte blive gymnasielærere uden at kende noget til jazz og beat og beslægtet musik. For det var, hvad eleverne ville lytte til. Så dannede vi nogle små grupper, og mens vi sad og nørklede med "Sounds of Silence" spillet på guitar og tværfløjte, noget så nysseligt, så gik døren op til lokalet ved siden af, hvor drengene sad med deres trommer og deres skinnende sølv- og messingblanke horn, og så sagde vi til os selv: Det kan ikke være rigtigt, at det kun er drengene, der skal prøve alt det sjove."
Gordon og Getz
Endelig var der så eksistensen af jazzrestauranten Montmartre. I de år, Hanne Rømer frekventerede stedet, var den fremragende tenorsaxofonist Dexter Gordon bosat i Danmark, og i lange perioder spillede han aften efter aften på Montmartre.
"Jeg var fascineret af ham," siger Hanne Rømer, "men på det tidspunkt havde jeg ikke den fjerneste anelse om, at jeg selv ville komme til at spille hans form for musik. Dexter Gordon og så Stan Getz, Getz mere end nogen anden, det er de to, der har betydet noget for mig."
Urkraft
I 1974 begyndte Hanne Rømer at spille tenorsax. Siden har hun yderligere taget sopransaxen op som instrument, og i en delår har hun også sunget. Det elsker hun. Og her er det så på sin plads at nævne, at Hanne Rømer også elsker den klassiske amerikanske sangskat, alle de fabelagtige Broadway-sange, som George Gershwin, Richard Rogers, Cole Porter, Irving Berlin, Vincent Youmans, Harold Arlen og mange andre nåede at komponere i første halvdel af dette århundrede. Det er stadig dem, der er grundstammen i repertoiret, når hun synger og spiller, både fordi der er pragtfulde melodier og, somme tider, sublime ord.
"Alle de der gamle musical-melodier, de besidder jo en slags urkraft - the great american songbook, det er jo det eneste, USA har skabt, som virkelig er spændende. Og nogle af de melodier, de er så fremragende, at de har lige så stor værdi som et Mozart-tema!" mener Hanne Rømer.
Jazzpolitiet
Og når først snakken går om gode melodier, så skal der ikke meget til, at få Hanne Rømer til at snakke om, at hun frygter, at jazzen i disse år er ved at blive gennemintellektualiseret på grund af den megen uddannelse. For der sker nemlig det, mener hun, at de musikstuderende ofte glemmer at lægge mærke til, i hvilken retning det indre ære trækker.
"I stedet for, så spiller de jo for jazzpolitiet," mener Hanne Rømer, "de vil have anerkendelse i jazzmiljøet, fra kolleger og anmeldere, men de glemmer at spille for folket!"
"Og så er det," siger Hanne Rømer, "vigtigt at huske på, at jazz på en eller anden måde er en intim musik. Jazz er musik, hvor du er tæt på publikum. Og hvor der er plads til den meget personlige fortolkning."