Hanne Rømer / Marietta Wandall Duo

Spændende ny musik for saxofon og piano - spillet af 2 kvindelige pionerer inden for dansk jazz.

Hanne Rømer og Marietta Wandall begyndte deres duo-sammenspil i 1980 efter nogle års samarbejde i Hexehyl Bigband. I løbet af de sidste 25 år har de skabt og udviklet et meget personligt udtryk, bygget på egne kompositioner og særligt udvalgte og elskede jazz-standards i egne fortolkninger.

Improvisation indgår som et væsentligt element i sammenspillet og musikken kendetegnes i øvrigt af rytmiske kraftfulde passager vekslende med lyriske klangflader og iørefaldende melodier.

Den 4. cd "Walking with the slow Turtle" udkommer d. 1.oktober 2005. Pressemeddelelse læs her

I sommeren 1990 udkom deres første album “Akijava” på CD (1012-2 Music Mecca) der i 1994 blev efterfulgt af CD´en “Ametyst” (AMA 9401 AmandaMusic) og senest i år 2000: "Between Pain and Joy".

Gennem 25 år har duoen spillet koncerter på TV, radio, på biblioteker, kunstudstillinger, højskoler, spillesteder og festivals.

I juni går duoen igen i studiet for at indspille sit 4. album, der får titlen: "Walking with the slow Turtle" - det bliver samtidig markeringen af et 25 års jubilæum.

Duoen spiller koncerter i større og mindre rum med en god akustik og et velstemt flygel (klaver) - varighed 1 eller 2 gange 45 min.

Pris efter lokalets størrelse, publikums antal, transportomkostninger m.m.

 

"Between Pain and Joy" cd fra 2000

HANNE RØMER, saxofonist, sanger og komponist og MARIETTA WANDALL, pianist og komponist - spiller egne kompositioner, samt enkelte jazz-standards der sniger sig ind i repertoiret.

Vi har i årenes løb udviklet en særlig musikalsk fortrolighed, hvor vi ubesværet bevæger os fra den helt frie form til det stramt arrangerede. Vores univers af melodier, kompositioner, improvisationer og stemninger henter inspiration fra mange musikalske verdenshjørner: fra jazz til klassisk over folkemusik og etniske udtryk til mere eksperimenterende og vovede retninger. Tit spiller vi helt uden sikkerhedsnet, der hvor det ny og spændende kan ske – for kort efter at hengive os til et iørefaldende melodisk og ukompliceret udtryk.

MARIETTA WANDALL, København, er autodidakt. Fik "kicket" på et Vallekilde-stævne i 1971 , da hun som 14-årig sad og lyttede til Chick Corea der øvede sig i (næsten) en-rum. Spillede et par år efter duo med saxofonisten Anthony Braxton samme sted, og har siden spillet med adskillige fra det Københavnske musikermiljø; bl.a. Marilyn Mazur, Christian Sievert og Hexehyl Bigband. Marietta Wandall har desuden et mangeårigt samarbejde med fløjtenisten Chris Poole, og de er lige nu aktuelle med Trio Criss-cross. Marietta Wandall har som komponist bl.a. skrevet og arrangeret for Rytmisk Musik-konservatoriums Big Band, egne grupper og April Light Orchestra.

HANNE RØMER kan i år 2005 fejre sit 30 års jubilæum som saxofonist, men det var det instrument der kom sidst til - efter sangen, guitaren og klaveret. Hanne Rømer er uddannet som komponist og dirigent fra Dick Grove School of Music i Los Angeles, bosat i Aabenraa siden 1990.